Menu

Mindeord - Bjarne Jensen

image
11. januar 2021 kl. 11:52

Mindeord - Bjarne Jensen

Bjarne Rønberg Jensen er død.

Bestyrelsen for AIA-Tranbjerg Oldboys har sendt disse mindeord:

Efter flere års sygdom er vores mangeårige formand for AIA-Tranbjerg Oldboys – Bjarne Rønberg Jensen - afgået ved døden 1. januar 2021. Han blev 76 år.

Bjarne startede med at spille fodbold i drengeårene og kom til AIA som senior, hvor han var et meget aktivt medlem både på fodboldbanen og udenfor.

Som aktiv var han som oldboys spiller med til at vinde de to første landspokalmesterskaber i DBU-regi i 1981 og 1982.

Som leder var han medstifter af ”Fodboldens Venner”, som er en støtteforening for AIA-Tranbjergs fodboldafdeling.

I mere end 20 år var han en meget aktiv formand for AIA-Tranbjerg Oldboys.

Her organiserede han et netværk af ledere og spillere, der er stærkt medvirkende til, at klubben i dag har 130 medlemmer med aktive indenfor klubbens fodbold og vintergymnastik samt de sociale aktiviteter, som klubben arrangerer.

Han var også meget aktiv med at skaffe sponsorer til klubben, således at vi kunne understøtte ungdomsarbejdet i AIA-Tranbjerg med tilskud til ungdomsholdenes deltagelse i fodboldstævner m.v.

Bjarne var meget socialt indstillet og var altid parat til at give andre en hjælpende hånd. Han kendte ikke til ordet ”nej”, når andre bad ham om noget.

For sit store arbejde er Bjarne hædret med æresmedlemsskab i sølv i Idrætsforeningen AIA-Tranbjerg og selvfølgelig også som æresmedlem i AIA-Tranbjerg Oldboys.

Endvidere også hædret med vandrepokalen ÅRETS LEDER i Østjydsk Oldboys i 2016 for sit store arbejde.

Selvom kræfterne var svindende, var Bjarne aktiv til det sidste.

Vi vil komme til at savne hans positive sind, hans sociale indstilling og friske bemærkninger.

Vi er ham stor tak skyldig for den indsats, han har ydet for vores klub.

Æret være Bjarnes minde.